Nanlite Forza 60C ProAV Magasinet December 2022

Af JOS Svendsen, 7. februar 2023

Test: Nanlite Forza 60C – Farver for de kreative i lille LED-lampe

Nanlite har taget den gule førertrøje med en lampe med ny LED-teknologi, der er helt uden hvide lysdioder. Resultatet er både bedre farver og bedre hvidt lys. Og det giver nye kreative muligheder i en lille og farvesmart LED-lampe på omkring et kilo. 

Nanlite har genlæst bogen om farveteori og har bygget en LED-lampe, som bringer avanceret lysteknologi ned på et lavt prispunkt. 

LED-lamper med farver har typisk røde, grønne, blå og hvide LED’er. Der kan endda være to typer af hvide LED’er. En der svarer til varmt kunstlys, og en der svarer til køligere dagslys. Det giver høj lysstyrke, når der bruges hvidt lys. Selv om lysstyrken kan variere afhængigt af farvetemperaturen.

 

Læs ProAV Magasinet December 2022 her

 

Hvide LED’er (Light Emitting Diode) fungerer på den måde, at en blå lysdiode sender lys mod en phosfor-belægning, som så afgiver lys med et bredt farvespektrum, som vi opfatter som hvidt lys. 

Kvaliteten af dette farvespektrum bestemmer lysoplevelsen. Og dagens hvide LED’er er blevet rigtig gode. 

LED lamper med farver kræver mere

Det bliver lidt mere problematisk, når der bruges farver. Her falder lysstyrken for en LED-lampe typisk med 30-50%. Det skyldes, at der er færre af de farvede lysdioder, og at de farvede LED’er ikke er så kraftige som de hvide. Dertil er de farvede LED’er typisk ret smalle i spektrum. 

Det giver problemer, særligt når man ønsker at danne farver, der ligger mellem rød, grøn og blå. Her har man netop brug for, at lysdioderne dækker så bredt som muligt. 

Gult lys dannet på denne måde består f.eks. af lige dele rødt og grønt lys. Det vil sige, at mættet gul dannes med lige dele grønt og rødt lys. Men der er forskel på effektiviteten af farvede LED’er. Så intensiteten for gult lys bliver ikke kraftigere end den svageste røde eller grønne lysdiode. Og ofte bliver sådanne mellemliggende farver ikke særlig rene, da der er forskel på lysprofilen af lysdioderne.

Nanlite Forza 60C – hvidt lys uden hvide lyddioder 

Alt det har Nanlite adresseret på interessant vis. De har simpelthen fjernet de hvide LED’er i Forza 60C lampen. De er så erstattet med hele tre andre farver - nemlig Lime, Amber og Cyan; det kaldes RGBLAC. Dermed opnår Nanlite nogle ret interessante resultater. 

Sammenligner man Forza 60C med Aputure 600C, som er en 600W RGBWW-lampe, altså en lampe med et sæt farvede lysdioder plus to tyder hvide LED’er, så leverer den 16.500 Lux/1M ved 5600K dagslys-farvetemperatur. Her leverer Forza 60C 5700 Lux/1M. Altså ca. 30% af lysstyrken med et effektforbrug på 88 watt, hvor Aputure 600c bruger 720 watt. 

Det bliver endnu mere interessant, hvis man sammenligner lysstyrken ved rene farver. 600C leverer ved farverne rød, grøn og blå lysstyrker på 2010 lux/1m, 2854 lux/1m og 546 lux/1m. Den lille Forza 60C lever her 1280 lux/1m, 3855 lux/1m og 510 lux/1m. 

Alle opgivelser er fabrikanters egne opgivelser og målt uden reflektor. Så noget tyder på, at Nanlite har fat i den lange ende med denne lysteknologi. Den store ulempe ved RGBLAC-lamper er prisen. Det koster simpelthen mere, når antallet af lysdioder stiger i en lampe. 

Lille og kraftig

Nanlite 60C er kun lidt større end de to andre lamper i serien. Den har Nanlites egen mount, og der kommer en adapter med til Bowens tilbehør. Der er også en serie af softbokse, fresneler og kinalamper til Naniltes egen mount. Dette lystilbehør er så noget mindre end tilsvarende Bowens tilbehør, hvilket kan være smart, hvis man gerne vil pakke så mobilt som muligt. 

Lampen kan drives af to Sony NP-F type batterier. Brug af V-mount batterier kræver ekstraudstyr. Der er også strømforsyning og et 3 meter strømkabel med. Dermed kan lampen monteres uden problemer på de lidt højere lysstativer. Endelig er der en reflektor med en mindre spredning end normalt. Spredningen er nemlig kun 45 grader, hvor den for Nanlite 60 og 60B lamperne er 55 grader. Der er en blæser i 60C lampen, som er rimelig støjsvag.

Betjeningen er rimelig enkel. Knapperne er dog ret små, så det er svært at føle sig frem. Man skal helst kigge på bagpanelet, når man betjener lampen. Dertil er der mulighed for DMX-kontrol med et specialkabel og fjernkontrol via en app. 

Der er en separat strømforsyning med en wireløkke, der gør det nemt at montere strømforsyningen på et lysstativ. Lampen har en støjsvag blæser, der kan kobles helt fra. Uden blæser er lysstyrken begrænset til 25% af fuld styrke. 

Der medfølger en adapter til NP-F type batterier. Smart nok kan denne adapter både anvendes som håndtag til lampen og til montering på stativ. 

Lampens LED’er er monteret inde i et optisk system for at få plads til de seks farver LED’er og sikre jævn lysspredning. Dermed undgår Nanlite et problem med RGB-lamper, hvor brug af fresneller og spotforsatser ofte giver farvedeffekter. Der medfølger en Bowens-mount adapter til lampen. Denne adapter er en form for mellemring. Den virker fint, fornuftigt og stabilt.

I brug

Fordi lampen er så lille og let, er den nem at sætte op. Man kan klare sig med de mindre lysstativer, og den kan sagtens bruges håndholdt. 

Lampen virker kraftigere end de opgivne 60 watt, og vi blev meget positivt overrasket over lysstyrken med farvet lys. Det gør, at man er mere motiveret for at kaste sig ud i at eksperimentere med farver.

 

Læs ProAV Magasinet December 2022 her

 

Vi brugte lampen indendørs i pænt kraftigt dagslys, og den var fin til farvede lysklatter i baggrunden til interviews og produktskud. Den er også fin til effektskud, hvor man lige simulerer blå time eller går efter et teal/orange look. Og lyskvaliteten er fremragende med hvidt lys. 

Vi prøvede lampen både med Bowens tilbehør og med Nanlites softboxe og fresnel, der er beregnet til Nanlites egen fatning til tilbehør. Alt virkede fint både med hvidt og farvet lys. 

Forza 60C var et meget positivt bekendtskab. Er man interesseret i de kreative muligheder, som farvet lys giver, så er denne lampe et super godt valg. Den får vores varmeste (2700K) anbefalinger. 


Fakta Nanlite Forza 60C

  • Lysstyrke (uden reflektor): 2.246 lux / 1m / 5600K
  • Lysstyrke (Farvet – uden reflektor): 1280 lux / 1m / rød - 3855 lux / 1m / grøn - 510 lux / 1m / Rød 
  • Maksimalt strømforbrug: 88W
  • LED farver: Red, Green, Blue, Cyan, Amber, Lime
  • Farvegengivelse; CRI Average: >96 TLCI Average: >95
  • Farveomfang: 1800K – 20,000K med grøn/magenta justering
  • Lampehoved dimensioner/vægt: 224 × 110 × 88mm / 1080g

Udlånt af: Focus Nordic, t: 4485 3400, w: focusnordic.dk

Pris: kr. 5.400,- ekskl. moms for lampe med taske, Bowens adapter, NP-batterigreb og strømforsyning.

 

Artiklen er fra ProAV Magasinet - December 2022